Ridning i balance og harmoni
Her på Sandgaarden underviser vi i ridning, hvor balance og harmoni indgår, som to meget vigtige faktorer uanset rytterens/hestens niveau.
At kunne sidde afslappet og roligt på hesten, samt være koncentreret om sin egen ridning og hesten er nogle af de ting vi sætter højt. Når rytterne har opstillingen og de grundlæggende elementer i ’balanceret og harmonisk ridning’ på plads, arbejder vi videre med dressurøvelser på flere niveauer.
At kunne få hesten til at gå den vej og i det tempo rytteren ønsker, er det første mål på vejen til, at blive en kompetent og dygtig rytter. Derfor starter vi her. Ingen får lov at ride bagerst hos os – men alle rider selvstændigt og derfor er ingen foran eller bagved. Alle kan sidde på en hest, som sjosker bagved en anden hest – men selv at styre hesten, helt uafhængig af andre, er ikke altid nemt.
Ridning læres IKKE på en formiddag! Det er hårdt arbejde, som kræver rutine og koncentration. Ridning er en sportsgren uanset hvilket niveau man rider på. Alle muskler bliver aktiveret og det kræver en yderst god kondition. Som alle andre sportsgrene kan ridning dyrkes både på fritids-, amatør- og eliteplan. Men uanset ambitioner, skal ridningen foregå så tilfredsstillende som muligt BÅDE for rytter OG HESTEN.
Når vi kalder vores undervisning for ’ridning i balance og harmoni’ er det ud fra devisen om; at
Gode ryttere og samarbejdsvillige heste
kommer af positiv ridning
med kommunikation og balance
mellem hest og rytter
En god kommunikation opstår når rytter og hest forstår hinanden og samarbejder. Det er rytterens fornemmeste opgave, at være en god, seriøs og forstående leder for sin hest. Hvor dette samspil ikke er til stede, er der ikke harmoni og derved heller ingen god ridning. En rytter som sidder anspændt og er irriteret på hesten, moderen der hjemme, kæresten etc., påvirker hesten i sådan en grad, at den også bliver anspændt og irriteret. De fleste hester aflæser os inden vi overhovedet sætter os op på dens ryg. Så det er super vigtigt, at være i godt humør og glæde sig over, at man nu skal have en dejlig ridetur, allerede inden man møder hesten. Rytterens psykiske tilstand er altså altafgørende for dagens ridt!
Så derfor; mød altid glad og velforberedt til din ride-undervisning - så skal vi gøre hvad vi kan for, at din ridetime bliver så rar og lærerig som muligt.
|